Indhold i behandlingen ved palliativ fysioterapi:
Behandlingen starter med at jeg i dit hjem har en samtale med dig og evt. pårørende om hvilke problemstillinger, som giver gener i dagligdagen. Gennem denne samtale bliver jeg opmærksom på, hvad der er vigtigt for dig, og hvordan jeg kan hjælpe dig til at forbedre din livskvalitet i dagligdagen udfra mine kompetencer. Herefter foretager jeg en grundig undersøgelse, hvorefter vi i fællesskab opsætter hovedmål og delmål for behandlingens indhold. Jeg er opmærksom på det hele menneske og tilpasser behandlingen dine symptomer.
Jeg har altid god tid ved mine besøg, da god tid og ro er et vigtigt fundament for at give en tilfredsstillende behandling med et forhåbentligt godt resultat. Behandlingen tager udgangspunkt i dit funktionsniveau den pågældende dag. Jeg har selvfølgelig stor forståelse for, at man ofte har et meget svingende funktionsniveau. Ved alvorlig sygdom kan det være svært at kende sine ressourcer lang tid i forvejen.
Er man indlagt på sygehus eller på hospice, sættes behandlingen på pause. Er man derimod på aflastning på et lokalt plejehjem eller bor ved en pårørende i sin sygdomsperiode, kan man modtage behandling her.
Behandlingen kan indeholde:
- Funktionel træning målrettet funktionstab af dagligdagsfunktioner.
- Smertelindring.
- Lindrende massage
- Strategier til at tackle åndedrætsbesvær
- Lejring
- Strategier til prioritering af ressourcer i hverdagen
- Vurdering af behov for hjælpemidler
- Akupunktur
- Lungefysioterapi
- Målrettet behandling mod gener efter brystkræft efter metoden af fysioterapeut Kirsten Tørsleff
- Afspænding
- Samtale
- Tværfagligt samarbejde med relevante samarbejdspartnere
Hvem kan modtage palliativ fysioterapi:
Alvorligt og uhelbredeligt syge, som har brug for lindrende fysioterapi i eget hjem kan ved egen læge eller sygehuslæge få en henvisning til palliativ fysioterapi. Se afsnittet om henvisning og procedure for uddybende information.
Der er ikke diagnose- eller alderskriterie for at få en henvisning til palliativ fysioterapi. Alle alvorligt syge uanset alder eller diagnose med behov for palliativ fysioterapi kan opnå lindring.
Almindelig fysioterapi i eget hjem:
Du kan naturligvis også modtage behandling i dit hjem uden at være alvorligt syg. Behandlingen tager udgangspunkt i, hvad din problemstilling er, og vil foregå som ovenstående. Du kan modtage behandling i hjemmet både med og ude henvisning fra din læge. For pris pr behandling se menuen om betaling.